9 Illustrationer til Martin Andersen Nexøs novelle:  Livsslaven

Publikation nr. 34 som en del af  Nexø - serien illustreret af danske kunstnere. Udsendt i 200 eksemplarer.

 9 Illustrationer til Martin Andersen Nexøs novelle:  Livsslaven

Publikation nr. 34 som en del af  Nexø - serien illustreret af danske kunstnere. Udsendt i 200 eksemplarer.

 9 Illustrationer til Martin Andersen Nexøs novelle:  Livsslaven

Publikation nr. 34 som en del af  Nexø - serien illustreret af danske kunstnere. Udsendt i 200 eksemplarer.

 9 Illustrationer til Martin Andersen Nexøs novelle:  Livsslaven

Publikation nr. 34 som en del af  Nexø - serien illustreret af danske kunstnere. Udsendt i 200 eksemplarer.

 9 Illustrationer til Martin Andersen Nexøs novelle:  Livsslaven

Publikation nr. 34 som en del af  Nexø - serien illustreret af danske kunstnere. Udsendt i 200 eksemplarer.

 9 Illustrationer til Martin Andersen Nexøs novelle:  Livsslaven

Publikation nr. 34 som en del af  Nexø - serien illustreret af danske kunstnere. Udsendt i 200 eksemplarer.

Husene ved vejen

 

Der er noget på én gang anonymt og tilbageholdende, men samtidig vedholdende og insisterende over Lisbeth Thingholms projekt. Hundrede huse. Hverken mere eller mindre. Gårde, husmandssteder, byhuse, landhuse, store huse, små huse. Gengivet i form af små monokrome akvareller, 5 x 7 cm, i et spænd af sarte nuancer, fremkommet

ved blanding af rødt og grønt. Akvarellernes undseelighed understreges af papirets størrelse; der er bare mere tomrum, end der er billede. Mere overladt til forestillingen end fortalt.

               Lisbeth Thingholm har gennem flere år fotograferet tilsyneladende tomme og forsømte huse rundt omkring i landet. Skaller, der ligger tilbage som påmindelser om, at liv har udspillet sig, skæbner har fundet sted.

Lisbeth Thingholm ønsker ikke at krænke eller udstille andre mennesker, og hun træder ikke over grænsen til det,

man kunne kalde intimsfæren. Hun går ikke ind i de tomme huse, som de såkaldte Urban Explorers, der bruger forladte huse som afsæt for egne private skattejagter. Hun roder ikke i folks ting, hun søger ikke efter det effektfulde.

Lisbeth Thingholm bliver udenfor.

               Hun fotograferer husene. Men det er ikke fotografierne, hun udstiller.  Lisbeth Thingholm omsætter sine fotografier til små akvar eller, og i transformationen fra det ene medie til det andet og ved at hun går så meget ned i skala, sker der en anonymisering og en almengørelse. Gennem den kunstneriske transformation bliver de specifikke huse til alles huse. I sine akvareller holder Lisbeth Thingholm disse forsvindende steder fast, uden at blotte dem - som hvis de var blevet fotograferede. De er både unikke, det ene er forskelligt fra det andet, også i farvetone, men

samtidig er de en del af noget større, et resultat af hvad vi i mangel af bedre forståelser kalder ”udviklingen” eller

sågar ”afviklingen”. De fleste vil genkende den på en gang pirrende og skamfulde tiltrækning som steder, hvor der har udspillet sig noget forfærdeligt, kan udøve på en.

               Dette foruroligende sammenstød mellem det konkrete, fysiske sted og det imaginære, det, der er gået for sig, og som man ikke kan se, men er hensat til at forestille sig. At se på huse, som mennesker har forsømt og/eller forladt uden at give videre, sætter den indre fortælling i gang. Hvad er der sket her, hvilke historier har der udspillet sig bag disse mure, hvorfor gik det ikke længere, hvor er de mennesker, som boede der, blevet af, hvad skete der med deres drømme? Det er pirrende, men det er samtidig skamfuldt. Man glor ikke på andre menneskers ulykke, man vender ansigtet væk. De kan næsten virke blufærdighedskrænkende, de forladte huse, der så direkte flasher deres armod op i vores åbne ansigter.

               Husene er skabt af menneskelige kroppe og til menneskelige kroppe. Fra husenes indre har mennesker taget landskabet til sig, set ud på det og gjort det til deres. Landskabet, lokaliteten er blevet et sted for nogen, et hjem med alt hvad der hører til af kendthed. Nu står husene tilbage, som en slags monumenter for hjemløsheden. Det fremgår ikke, hvor i landet husene ligger, hvem der har boet eller måske stadig bor der, ligesom husenes specifikke og derved genkendelige detaljer ikke træder frem på de små akvareller. Men husene er ikke fiktion. Hver eneste lille akvarel har forlæg i et fotografi af et helt specifikt hus et sted i Danmark. De fleste er huse, hvori der ikke længere bor nogen, eller hvor beboerne har givet så meget op, at resultatet er et tydeligt forfald, men der er også huse, som måske bliver de næste i rækken. Som stadig er beboede, men som qua områdets miserable ånd har mistet den attraktion, de kunne have haft. Hvis de altså har haft nogen, hvis ikke de altid har været små kedelige steder, som i virkeligheden aldrig har tilført stedet noget godt. For den slags huse findes derude overalt, og det skal vi ikke glemme, når vi bliver sentimentale omkring affolkningen.

               Rigtig mange danskere kommer herfra, eller har forældre eller bedsteforældre, der kom fra et af disse steder. Middelklassens huse langs landevejen, dem i de små flækker eller de mindre brug på landet. Hvor et stille liv har udspillet sig på godt og ondt. Dengang det var sådan, at man godt kunne drive en lille købmandsbutik, være lokal slagter, bager eller bare have et lille landbrug. Den tid er forbi. Og nu står husene tilbage og peger, dels på at tiden

er gået, at vores samfund er et andet, og på, at der var mennesker, der ikke kunne følge med, nogen, der blev hængende, da alle de andre pakkede kufferten og fulgte udviklingen.

               Det kunne jo lyde som om Thingholms projekt var et nostalgisk projekt. At det er tabet af den nære fortid,

der begrædes. Sådan ser jeg det ikke. Der er ikke nogeti Thingholms arbejder, der peger på, at fortiden var en bedre tid, eller at livet i de huse nødvendigvis nogensinde har været et rigt og lykkeligt liv. Man kan være lykkelig

”Ved vejen”, men der har alle dage også været mennesker for hvem livet i de små samfund har føltes indelukket, fastlåsende og ufrit.

              Ser man Thingholms akvareller på en vis afstand, ligner de fuldstændigt fotografier. Men ens sult efter at få mere at vide, se flere detaljer bremses, når man går tættere på. For set tæt på opløses den fotografiske illusion,

og det bliver tydeligt, at der er tale om håndmalede og tilmed undertiden lidt skæve og banale akvareller. Sensationslysten bremses så at sige ved dørtærsklen. Jeg forestiller mig, at skæringspunktet mellem at man oplever billedet som en fotografisk gengivelse og erkender at det er en akvarel, ækvivalerer med skæringspunktet når man

i bil passerer huset og først ser det som et idyllisk billede før det træder frem som et forfaldent sted.

Der er lige et øjeblik, hvor det vipper på tærsklen mellem billede og realitet og det er også denne tærskel,

som Lisbeth Thingholm udfordrer.

 

 Mai Misfeldt

Tremula 2019. snit i melaminpalde 30 x 30 x 30 cm.

Retro & Trend 2018, Snit i div plader 165 x 172 cm.

Udsnit af Retro & Trend

Retro og trend 2

Uden titel. 2018 Snit i finérplade. 151 x 48 cm.

Kirstines mellemlaegsserviet 2018. Snit i lamineret spaanplade 63 x 88 cm.

Lundsgaard 2017 Snit i skabslaager. 196 x 145 cm.

Thomas´ vaerelse 2017. 184 x 48,5 cm. Snit i melaminplade

Udsnit af Thomas´ værelse

Haj. Snit i sengegavl. 2017. 60 x 80 cm

Dukke, sutsko, Eddie. 2016. Snit i plasticfinérplade. 31,5 x 33 x 3

Hjorte. 2018. Snit i 12 bemalede mdf plader. 220 x 140 cm

Dag & Nat 2018. snit i 2 bemalede mdf plader. 50 x 368 cm.

Udsnit af Dag & Nat

Fugleliv 2019. Snit i to bemalede mdf plader. 140 x 200 cm.

Fugleliv i rum og Fugl + Rede 2019 ca 45 x 50 cm.

Dyr og Planter 2019. Snit i 2 bemalede mdf plader. 220 x 55 cm.

Udsnit af Dyr og Planter

Mus og træ 2019. Snit i 2 bemalede mdf plader. 190 x 40 cm.

Udsnit af Mus og Træ

3 x træ 2016. Tuschpen på japanpapir. 88 x 48 cm

Naturtid 1 + 2 . Akryl på lærred 2017 83 + 115 cm

Randers rutebilstation. 2016. Tuschpen på voksdug. 114 x 82 cm

Randers rutebilstation. Udsnit

ORD    Temaudstilling med ProKK i den gamle journalisthøjskole i Aarhus

 

 

KARTOFFELTYSKERN AF LISBETH THINGHOLM

 

 

Der sker naturligt over tid en ændring af sproget og de ord vi bruger til, at beskrive hinanden med. Det, der var helt naturligt for 10 år siden, er det måske ikke mere.

Vi skal alle være sensitive over for betydningsskred og forandringer i sproget der kan støde minoritets grupper.

Statens Museum for Kunst har ændret titler og beskrivelser af værker, hvor ordene neger og hottentot optræder. De udskiftes med mere neutrale ord som afrikaner.

Der er de senere år kommet rigtig mange ord på listen over ” forbudte” ord. Det spænder bredt: der er ord der er helt uacceptable, mens andre ord bare er mindre heldige og upassende. Dranker, rengøringskone, fattig, gammel, tyk, kassedame, mulat, dværg, indianer, åndssvag, arbejdsløs er bare nogle af dem

Mit krydsord er ment som en humoristisk kommentar til den svære balance, ikke at få sagt noget forkert i farten.. Man kan jo f.eks både af uvidenhed og ubetænksomhed komme til at bruge forkerte og uheldige ord, og hvordan med vitser, hvad mon er gangbart her? Kan humor retfærdiggøre brug af politisk ukorrekte ord?

Går det ud over meningsudvekslingerne og debatten at vi ændrer ord og erstatter dem med andre?  Diskussionen kommer måske mere til at handle om ord, uden at vi får gjort noget ved det egentlige problem. I forhold til historien vil det vel blot sløre, det ændrer jo ikke på det der er sket i fortiden.